Før……
Den sidste måned har jeg glædet mig til gensynet med klassen. Så’en en stille glad boble øverst i maven – næsten som glade julebobler i december.
Husfruen har læbestrejfet pande og kindrørt med fingerspidserne og prøvet at hale mig ned på jorden igen.
Har foreholdt mig forskellen på 20 og 60, at jeg kan risikere at blive skuffet. Meget skuffet.
Far ved bedst – denne gang. Håber jeg.
Er flere gange tidsrejst tilbage og har genoplevet Midtgårds teorier om Rumskibe fra afsides Galaxer, Frk. Gregersens angreb på ligesindede trekanter og franske verber, Fru Jensens udlægning af den franske revolution, hyggelige stunder i den lille gård.
Det her kan ikke blive en katastrofe.

Rejsen.......
Tvivlen melder sig. Hvad er det for et sindsygt projekt jeg har tilmeldt mig? En hel dag sammen med en flok mennesker nær de 60 som jeg kendte for 40 år siden. 40 år siden......
Hvordan er de? Er de alle blevet satte, brede over bagen og spændte over bugen som mig selv? Har vi noget at tale om? Kan jeg genkende nogen? Prøver at vælge et par ansigter fra dengang og modellere 40 år på. Det mislykkes...
Jeg ved at der er et par stykker fra hovedstadsområdet der skal med.
Er de også med toget?
Hvad med dem jeg er blevet anbragt over for ved udtrækningen i pladsbilletlotteriet. Et ægtepar. Alderen passer vist. Har hun taget manden med? Freeederik som han hedder. Udtalt på en måde der ikke kan gengives af vort nuværende skriftsprog. Langt mindre godkendes som navn af Navnekommissionen.
Freeederik har haft til opgave at videofilme bedstemors 90 årsdag.
Desværre er der ikke kommet billeder ud af forsøget og selv om Bedstemor er lidt forkalket bliver hun ved med at spørge efter det han ”gik og optog med apparatet”.
”Nu må du snart fortælle hende sandheden, Freeederik. Jeg gør det ikke”
Dette og andre uheldige forsøg fra Freeederiks side på at gøre sig praktisk nyttig oprulles for mine smuglyttende øren.
Ih, hvor hun nyder at åle ham når hun ved der er mindst een ivrig medlytter.
Hun må ikke være på vej til Vissenbjerg.
En sådan furie kan ikke være fostret på Fyn.

Hvad med sidekvinden.
Hun har også nået alderen hvor det er sidste udkald hvis det legemlige hylster skal kunne holde sig pænt et par år endnu.
Som middel har hun kastet sig over noget ”spis efter din blodtype teori”.
Der er ikke noget bedre end at sidde på sidelinien og læse med.
Hun er nået til afsnittet om blodtype A.
Ved mit smugkik erfarer jeg at det er den skinbarlige død at spise bønner med denne blodtype. Efter sidedamens reaktion er hun blodtype A og har indtaget mange bønner.
Hun blegnes, indser alt er fortabt, lukker bogen med et smæld og stirrer tomt ud i luften mens hun føler bønnens kvælende favntag.
Hvis hun skal til Vissenbjerg bliver der bønner nok til os andre.

Står af bussen et par stoppesteder for tidligt.
Jeg er alligevel i god tid.
Spadserer mod kirken.
Føler mig som Poul Reichardt der er vendt hjem fra Amerika for at redde Møllegården og er ved at bryde ud i sang til musik af Svend Gyldmark.
Undlader dog.
Så er der lige den forskel at jeg ikke møder smukke Hanne fra kæret, det evige postbud eller Peter Malberg iført lasso.
De mennesker jeg møder er mig umådeligt fremmede. Ikke den mindste genkendelsens gnist.
Mere tvivl om det rimelige i rejsen.

Nå, når jeg nu er her kan jeg da besøge forfædrene på kirkegården.
Indkøber en Grøn Tuborg selvom jeg trænger mere til en Guldøl. Stærk øl er vist at besudle indviet jord.
Sætter mig på graven og sludrer med mor og far mens vi deler øllen.
Forklarer dem at lejemålet for deres gravsted snart udløber og de skal ikke regne med at jeg forlænger det. Det forstår de heldigvis. Tænder et lys.

Mødet…….
Middagstimen nærmer sig. Det kan ikke udskydes længere.
Vandrer mod kroen.
En høj mørk kvinde krydser mit spor. Var det ikke ? Nej – det var det vist ikke.
Og dog.
Hun forsvinder igen, så det var det nok ikke.
Kommer til kroens parkeringsplads.
Mødes af en ukendt kvinde med et ”Skal du også til jubilæum”?
Ikke den mindste genkendelse. Det bliver slemt det her.
Ind i forhallen.
En åbenbaring! Lillian – lyslevende uberørt at tidens tant. 100% genkendelig.
Og Arne, måske knapt så genkendelig, men hvad, nannomaskiner, velsagtens undfanget i et euklidisk rum dannet af flerdimensionale matricer må mærke sin mand.
Og Ingrid – har jeg ikke en gang været betaget af denne udsøgte skabning? Utvivlsomt.
Dorthe med sit ”Du skal fa’me ikke ta’ pis på mig” – udtryk.
Børge  med de ærlige øjne
Og Hans, det omvandrende bio- og geografiske leksikon huskende ting fra fortiden som for længst er glemt af andre. De er der alle. Nogen mere genkendelige end andre. Måske var ideen ikke så dårlig endda.

Frokosten……
Dejligt med lidt mad og en øl. Hektisiteten lægger sig.
Så sker der det forunderlige at jeg pludselig føler mig tryg mellem disse fremmede mennesker. Den kollektive hukommelse er genskabt. Intet ondt kan mere vederfares mig. Os.
Senere i den terapeutiske cirkel beretter alle om gode og dårlige tilskikkelser i de forgangne år.
Ikke kunstlet som blandt fremmede, men roligt, trygt som blandt gamle venner. 

Det blev en dejlig dag. 

Jeg glæder mig til 2008. 

Vi ses.

A-klassen 1960 - 1963:

B- klassen 1960 - 1963: